I søndags var min mand og vores hund Arthur til deres første canicross løb med ca. 50 deltagere. Løbet blev afholdt i området omkring Mariager Fjord, så omgivelserne var skønne. Da det var det første løb for dem begge, var der lidt nervøsitet og stress at se hos begge deltagere, men de klarede det så flot. Jeg besluttede mig for, at jeg ville tage en snak med Arthur dagen efter, for at høre, hvad han egentlig syntes om hele oplevelsen. Samtidig er jeg meget nysgerrig på, om det er noget, han har lyst til at gøre igen. Her er et uddrag af vores samtale:
Spørgsmål til Arthur:
Hvordan oplevede du dit første canicross løb?
Sjovt, er det første ord, der kommer fra Arthur. Det vælter nærmest ud med ord, så jeg fornemmer også en del stress omkring det. Jeg spørger lidt mere ind til, hvad det var, som Arthur syntes, var sjovt. Dertil svarer han, at han synes, det var så fedt at lave noget med sin ”far”. De var ”rigtige mænd” sammen, der lavede ”mande-ting”. Det er pudsigt nok, et udtryk Morten ofte bruger. Arthur synes også, at det var sjovt at prøve noget nyt. Han har løbet mange gange med Morten, men aldrig på den her måde. Der var meget mere action end deres normale løb. Det var også meget hårdere end normalt. Arthur kunne næsten ikke komme hurtigt nok afsted, men da de nåede mål, var han glad for, at han ikke var en af dem, der skulle ud på 2 runder. Én runde var nok.
Det var lidt svært for ham at være i sig selv, inden starten gik. Han mærkede så meget stress omkring sig. Både fra sin ”far” men også fra de andre hunde omkring ham. Det forvirrede ham og gjorde ham urolig. Han var aldrig rigtigt bekymret, men han har det bedst med at vide, hvad der skal ske og hvorfor. Så fremover vil han gerne have det forklaret tingene lidt bedre, inden vi tager afsted. Egentlig havde vi kun fortalt Arthur minimalt omkring løbet, fordi jeg netop gerne ville høre, hvordan han havde oplevet det hele på den måde. Men jeg lover hermed Arthur, at fremover skal vi nok tage os tiden til at fortælle grundigt, hvad der skal foregå, når der skal ske noget nyt. (Generelt skal jeg tage mig mere tid til at bruge telepatien, får jeg at vide. Det er arkiveret, og jeg lover at gøre mit bedste for at forbedre mig. Dette skal ikke med i bloggen).
Vil du fortælle lidt om turen?
Det vil Arthur gerne. Han fortæller, at han godt ved, at der er andre hunde på ruten. Nogle kan han se, andre kan han ikke se. Men han ved, at dét her er noget, han skal koncentrere sig om kun sammen med Morten og ikke de andre hunde. Så han har kun fokus på at komme fremad. Der er ikke tid til snus og tissepauser. Det kan dog være lidt svært ved overhalinger. De andre kommer meget tæt på, og Arthur får lyst til at sætte farten op, men han ved godt, at så kan Morten ikke følge med. Det var et meget kuperet terræn med mange træstubbe, men ellers lagde han ikke mærke til så meget, andet end at det gik meget op og ned. Også mere end han er vant til. Men pointen var jo at komme fremad, så han havde ikke tid til at holde øje med alt andet, tilføjer han.
Er det noget, du har lyst til at gøre igen?
Arthur vil meget gerne på flere løb med sin ”far”. Han kunne mærke, at Morten var meget stolt af dem begge efter løbet, så dét vil han meget gerne igen. Det er også dejligt at få lov til at komme ud og bruge kroppen. Arthur elsker at trække, så han bliver så glad, når ”træk-linen” kommer frem.
Til sidst spørger jeg Arthur, om der er andet, han vil tilføje. Dertil spørger han: ”Hvornår er næste løb?”.
Andet indlæg/beskrivelse af hvad man kan bruge telepati til:
Dyrene har en indsigt i livet, som vi slet ikke har. I min seneste snak med vores hund Arthur, gjorde han mig opmærksom på, at jeg er kommet lidt væk fra telepatien. At jeg ikke bruger den nok. Han har virkelig ret, og jeg må tage mig selv i nakken, for at bruge det noget mere. Som professionel dyrekommunikator kan man godt komme til at ”glemme” sine egne dyr lidt. De kommer i hvert fald ofte lidt bagom i køen, fordi andre spørger om hjælp til kommunikation med deres dyr.
Jeg har taget Arthurs råd til mig, og vil gøre mere for at holde telepatien og kontakten til vores egne dyr ved lige. Dette var blot et lille hverdagseksempel på, hvad kommunikation med vores dyr også kan give os, udover vished omkring dyrene.
