Jeg har tidligere fortalt om mit samarbejde med et kattehjem i Hobro, der hedder Min Ven Katten Hobro. Jeg forsøger at komme et par gange om måneden, hvis der er behov for det. På dette kattehjem sidder kattene ikke i bur på række og i flere lag. De har store værelser med alt, hvad en kat kunne ønske sig, altså lige bortset fra en familie. Dét mangler de alle. De ansatte gør en stor indsats for, at alle kattene skal føle sig velkomne og ønskede, men det er bare ikke det samme som en familie. Tag f.eks. Malthe, som jeg talte med tidligere på ugen. Det er ham på billedet. Han er den dejligste dreng, der har så meget kærlighed at give til en ny familie. Selvom han ikke synes at tiden lige nu er optimal, så er han stadig en kærlig dreng, der nærmest øser ud af sin kærlighed til os besøgende. Min opgave består i at tale med alle nye katte, så vi kan få sat ord på, hvad hver kat egentlig ønsker sig ift. et nyt hjem. På denne måde er der større sikkerhed for, at kattene ender i de rette hjem, og de derfor ikke skal omplaceres igen, og altså igen opleve svigt.
At få lov til at komme hos Min Ven Katten Hobro og gøre en indsats for at hjælpe alle de her katte, giver mig en fantastisk følelse af at kunne gøre en lille forskel for hver kat. Det er samtidig meget interessant at høre hver kats historie. De har alle oplevet gode og knap så gode ting i deres liv, og langt de fleste ønsker jeg faktisk bare et hjem, hvor der er plads og kærlighed til dem. Så har du plads og hjerterum til en kat i dit liv, kan jeg kun anbefale at kigge forbi Min Ven Katten Hobro.