Jeg havde en oplevelse i går, der tog mig noget tid at forstå. Vores hund Arthur havde hele dagen været sådan lidt ”alert”, uden at jeg havde tænkt synderligt over det.
Da jeg kommer hjem efter en kort smuttur i stalden, kunne jeg høre ham allerede ude i indkørslen. Han plejer ellers aldrig at sige noget, når vi kommer hjem. Da jeg kommer ind, kan Arthur slet ikke finde ro. Han går ikke bare rundt, han traver hvileløst afsted. Han søger hele tiden ind imellem mine ben, og så står han bare. Jeg prøver at gå i haven med ham, hvor han virkede okay, men da vi kom ind igen fortsatte det. Jeg tænkte, at han måske ikke var blevet aktiveret nok, så jeg gav mig til at lege nogle snuselege med ham. Han kunne godt fokusere og var med på opgaverne, men så snart vi var færdige, genoptog han sin vandren rundt. Det eneste sted han stod stille, var når han stod imellem mine ben. Han stoppede mig derved hele tiden fra de ting, jeg gik og ordnede.
Da jeg står og laver mad beslutter jeg mig for, at når jeg var færdig med mad og spisning, ville jeg tage en snak med ham, for at høre, hvad der plager ham. I mellemtiden gav jeg ham et okseøre, så han var godt aktiveret med det. Han var dog ikke interesseret i øret, hvilket er meget atypisk, og faktisk aldrig sket før. Nu var jeg da først bekymret. Men i det øjeblik jeg satte mig med min aftensmad, da lagde Arthur sig ved siden af min stol. Helt ned på siden. Tilsyneladende afslappet. Efter lidt tid lukkede han øjnene, og der var ro på. Det var meget mystisk, og jeg var simpelthen nødt til at spørge ham om årsagen. Så efter maden tog jeg kontakt, og Arthur fortalte mig, at JEG er nødt til at holde mig i ro (jeg har en benskade pt. Efter et ride-uheld), og hvor har han ret. Mit ben har slet ikke fået den ro, som det har behov for. Jeg forklarede ham, at der er nogle ting i hverdagen, der bare skal gøres, og når Morten ikke er hjemme, så er jeg nødt til det. Men jeg lovede at holde mig så vidt muligt i ro og holde benet hævet, som lægen har sagt. Da jeg lovede det, sukkede Arthur dybt på gulvet ved siden af mig, og der var ro resten af aftenen. Da han havde sovet lidt rejste han sig og hentede sit okseøre, og han gnavede lystigt i det, nøjagtigt som han plejer, og jeg vidste, at jeg havde fundet kilden til hans stress. Det var mig selv og min mangel på egenomsorg.
Det er tankevækkende, hvor meget vi påvirker vores dyr. Vi kan fjerne mange adfærdsrelaterede udfordringer, hvis vi som ejere, er villige til at kigge indad. Meget oftere end man tror, handler adfærden ikke om dyret, men om de mennesker omkring det.
