Nogle gange er det andre, der skal hjælpe med at lyset går op for én. For et par dage siden havde vi besøg af vores hovtrimmer og smed Kimmie fra KL Hovpleje. Hun er kommet hos os i mange år, fordi hun bare er superdygtig til sit arbejde og til at håndtere hestene. Modsat mange andre smede, så har hun en uendelig tålmodighed, og hun bliver aldrig irriteret.
Piraten har altid haft lidt svært ved at holde benene oppe, når han får ordnet hove. Han er ikke vild og voldsom, han tager ligesom bare benene til sig. Da Kimmie stod og var i gang med sit arbejde, snakkede vi lidt om, hvordan jeg bruger telepatien til Piraten. Jeg fortalte om, hvordan jeg altid fortæller ham hvilken type træning, tur el.lign. vi skal på, så han ved, hvad der skal ske. Hvis ikke jeg gør det, bliver han hurtigt meget utryg, og er svær at nå ind til. Så er det, at Kimmie siger det åbenlyse: ”Måske vi skulle fortælle ham, hvad det er, jeg laver?”. Der stod jeg, og følte mig lidt dum, da lyset gik op for mig. Selvfølgelig har Piraten da også brug for at vide, hvad der skal ske i denne situation. Så derefter fortalte Kimmie ham alt om, hvad hun skulle til at lave, hvordan hun ville gøre, og hvor lang tid han skulle have benet oppe. Han stod så pænt! Følelsen af at være lidt dum for ikke selv at have tænkt på det, blev erstattet med stolthed, fordi vi gjorde en forskel, og med håb fordi det viser, at kommunikation med dyr er på vej til at brede sig. Jeg blev så glad for, at Kimmie er så åben og bare tager kommunikationen ind i sit arbejde. Det gjorde det både nemmere for Kimmie, men bestemt også behageligere for Piraten.
